Shakshuka med dukkah og gedeost

Kender du Shakshuka?

Hvis ikke, kan du lære retten at kende her. Shakshuka stammer fra Middelhavsområdet. Især i Nordafrika og Mellemøsten er den yderst populær.

Shakshuka er en vegetarisk gryderet (panderet), bestående af en tyk tomatsauce med løg, peberfrugt, varme krydderier og pocherede æg. Til sidst er den drysset med hjemmelavet dukkah (mere herom nederst) og grofthakket bredbladet persille.

Derudover kan man tilsætte ost, og i vores version af Shakshuka, er den naturligvis tilsat Soignon økologisk gederulle.

Shakshuka har så småt fanget os vesteuropæere, og det kan redaktøren godt forstår. Man må sige, at det er en ret, der kan lidt af det hele. Madens schweizerkniv.

Retten er smagfuld, varm, mættende, stærk, proteinrig, vegetarisk og i dette tilfælde smuk. Tilmed er den nemt og hurtigt tilberedt. Og så kan shakshuka serveres døgnet rundt.

I ex. Israel serveres den oftest til morgenmad. Men shakshuka kan lige så fint serveres på et brunchbord, til frokost eller til aftensmad.

Server den med et lækkert brød til, som kan dyppes ned i retten. Til aftensmad, kan shakshuka evt. suppleres med en grøn salat.

Det er forresten Julie Karla, der har taget os med på Middelhavsrejsen. Find mange flere opskrifter med Julie lige her.

Udover de krydderier som vi har tilsat, kan man tilsætte sukker, cayennepeber og safran, der alle ligeledes passer godt i Shakshuka.

Shakshuka er simpel, rustik, lækker og lige til at gå til. Husk blot at bruge en pande med låg, så æggene kan blive tilberedt korrekt (pocheret).

Hvad er dukkah?

Dukkah er en topping/drys, der er lavet af pinjekerner, blandede frø og mandler samt krydderier.

Den hjemmelavede dukkah laves ved at riste frø, kerner og nødder, som blendes groft sammen med salt, koriander og spidskommen.

Opskrift på Shakshuka med dukkah og gedeost

TIDSFORBRUG

Måltidstype: Morgenmad, brunch, frokostret, aftensmad.

Simretid: 7 min.

Personer: 2 – 5

Tilberedning: 25 min.

Sværhedsgrad: Let/middel

INGREDIENSER

  • 90 g Soignon økologisk gederulle
  • 2 spsk extra jomfru olivenolie
  • 1 rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 rød peber
  • 1 gul peber
  • 2 ds cherrytomater (alt. flåede tomater)
  • 1 tsk spidskommen
  • ½ tsk chiliflager
  • ½ tsk flagesalt
  • 5 æg
  • Bredbladet persille

Dukkah

  • 25 g pinjekerner
  • 35 g mandler
  • 1 spsk sesamfrø
  • 1 spsk sorte sesamfrø (alt. hvide sesamfrø)
  • 1½ tsk fennikelfrø
  • 1 tsk nigellafrø
  • 1 tsk koriander
  • 1 tsk spidskommen
  • ¼ tsk flagesalt

FREMGANGSMÅDE

Forbered først din dukkah, der fungerer som den lækre topping til retten.

På en tør pande ristes mandlerne, indtil de begynder at tage lidt farve. Stil dem til side.

Rist nu pinjekernerne på samme måde og stil dem til side. Derefter ristes sesamfrøene på den tørre pande og stilles til side.

Til sidst ristes fennikelfrøene i ca. 20-30 sekunder indtil de begynder at dufte lækkert.

Når de er afkølede hældes de ned i en minihakker, med de afkølede frø og kerner samt krydderierne.

Blend dem kort til du har en grov dukkah. Se billedet herunder:

Hak hvidløgsfed og rødløget fint og svits det i god olivenolie på en pande.

Skyl og skær peberfrugterne ud i tynde stænger. Tilsæt dem til panden og lad dem stege med i ca. 5 minutter, indtil de begynder at tage lidt farve.

Tilsæt krydderierne (spidskommen, chili og salt) og derefter de 2 dåser tomater.

Smag til og tilsæt evt. lidt sukker, salt eller de andre krydderier og skru så ned på lav/middelvarme.

Lav 5 gode fordybninger og slå et æg ud i hver.

Skær 5 – 6 skiver af en Soignon økologisk gederulle. Fordel dem rundt omkring på tomatsaucen.

Læg låg på og lad retten simre i ca. 7 – 8 minutter, indtil æggehviderne netop har sat sig og blommen endnu er flydende.

Anret med et godt drys bredbladet persille og dukkah.

Servér din shakshuka med det samme med et godt brød til.

Gedialt – Bon Appetit!

#gedeostendk #Soignon #gedeost #elskergedeost

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.