Lækker rødkålssalat med granatæble, nødder og gedeost

OGSÅ GODT MED RØD SPIDSKÅL

Julen er lige om hjørnet! Derfor er det på tide at finde ny inspiration til et af de få elementer af julemenuen, som for alvor kan varieres. Nemlig den friske rødkålssalat, som de senere år er blevet en stadig mere fast bestanddel af julemiddagen i de fleste hjem.

Jule(m)anden, flæskestegen, de hvide og brune kartofler, den gode sovs og den traditionelle rødkål ligger fast. Men hvis man gerne vil have et friskt pust, så er denne rødkålssalat med granatæble, nødder og gedeost et rigtig godt bud.

Denne opskrift er sprød, frisk, syrligsød og knasende. Den gratinerede gedeost bagt med honning er prikken over I’et.

I mange opskrifter på rødkålssalat tilføres det syrlige pift af appelsin. Men i denne opskrift er det de lækre og sprøde granatæbler der giver den effekt, sammen med vinaigretten. Hvis du vil prøve noget andet end sidste år, så er denne variant meget lækker.

Tip: Det kan sprøjte lidt, når man udtager kernerne i et granatæble. Et trick kan være at udtage dem i en skål med vand. Hold hænderne under vand og knæk skrællen og udtag kernerne. Pas på med ikke at mase granatæblekernerne. Alternativt er et forklæde en god idé, hvis man udtager kernerne på køkkenbordet.

Det er som så mange gange før dygtige Julie Karla, som har udviklet denne nye opskrift på en nem rødkålssalat til os. Julie har efterhånden været forbi de fleste af vores gedeost-kategorier med hendes pizza(’er), tærte, Chevre Chaud og flere lækre tapas-opskrifter. Se alle de opskrifter hun har udviklet for os.

Julie Karla er en æstetiker. På billedet er der derfor kun 4 skiver bagt gedeost. Men som du kan se i opskriften herunder, skal man ca. beregne 6 tykke skiver gederulle til denne portionsstørrelse. Eller endnu flere, hvis man synes gedeost er gedialt!

Opskrift på rødkålssalat med granatæble, nødder og gedeost

TIDSFORBRUG

Måltidstype: Frokost, salat, tilbehør

Bagetid: 7-10 min.

Personer: 2 – 4

Tilberedning: 15 min.

Sværhedsgrad: Let

INGREDIENSER

  • 180 g. økologisk Soignon gederulle (ca. 6 tykke skiver)
  • 200 g frisk rødkål (fintskåret)
  • 1 spsk extra jomfru olivenolie
  • 1 spsk æblecidereddike
  • 1 tsk citronsaft
  • ½ granatæble
  • 50 g blandede nødder (eks. mandler, valnødder og hasselnødder)
  • 5-6 tørrede dadler
  • Akaciehonning
  • Friskkværnet peber

FREMGANGSMÅDE

Tænd ovnen på 200 °C (varmluft). Find en tabel til omregning her.

Derefter skal rødkål skæres meget fint. Det er klart nemmest at bruge et mandolin-jern. Men ellers brug en skarp kniv og skær så tynde strimler som muligt.

Vend det fintskårne rødkål med den gode olivenolie, æblecidereddike og citronsaft. Stil det til side og rod lidt i det af og til, så rødkålen kan absorbere den lækre vinaigrette. Drys evt. med lidt flagesalt.

Pil kernerne ud af det halve granatæble.

Skær 6 tykke skiver af en Soignon økologisk gederulle. Læg dem på en bageplade påmonteret med bagepapir og hæld lidt akaciehonning over og drys med friskkværnet peber.

Bag gedeosten i ca. 8 min. i ovnen. De skal have en gylden overflade og akaciehonnigen skal så småt begynde at karamellisere.

Rist imens de blandende nødder på en pande. De skal kun tage en lille smule farve, så vend dem ofte. Hak derefter nødderne groft. Husk at valnødder passer super godt sammen med gedeost, så tag gerne dem med i mixet af nødder.

Rødkålssalat granatæble, nødder og gedeost

Hak også de tørrede dadler og vend dem sammen med nødderne.

Anret den letmarinerede rødkål i et fad eller på en stor tallerken og strø granatæblekernerne udover. Placér derefter de letafkølede skiver af bagt gederulle ovenpå. Drys til sidst med daddel- og nødde-blandingen og servér.

Honningen der er trængt lidt ind i gedeosten, nødderne og rødkål passer perfekt sammen. Det kan gå som en hverdagssalat, som garniture eller som den friske rødkålssalat på julemiddagsbordet.

Gedialt – Bon Appetit!

#gedeostendk #Soignon #gedeost #elskergedeost

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.