I denne uge byder vi på små butterdejspakker i en vegetarisk udgave. Denne ret emmer af Frankrig, så de frankofile er i særlig grad budt indenfor.
Simpelt, lækkert, med fylde og indeholdende smør og ost, så er der ikke et øje tørt for alle os der elsker fransk mad.
Ingredienserne i de små butterdejspakker består foruden butterdej af Soignon gedefriskost og flødegratineret spinat.
Leder du efter en vegetarisk udgave af butterdejspakker, så er disse et oplagt bud.
Små butterdejspakker er en lidt overset snack i redaktørens øjne. Men ærligt talt var de også gået lidt i glemmebogen hos undertegnede.
Jeg husker dog tydeligt både butterdejspakker med kylling og butterdejspakker med oksekød med blandede rester fra grøntsagsskuffen fra slut 90’erne. Hak grøntsager, svits dem sammen med kødet på panden, pak ind i butterdej og så en grøn salat til. Så kører det, og man får brugt sine rester.
På samme måde er disse små butterdejspakker oplagte til at minimere madspild, hvis man har en rest frisk spinat, som skal bruges. I gryden, lad det falde sammen, fløde på og smag det til.
Vi har andre lækker retter med butterdej. Prøv eksempelvis disse butterdejssnacks med karamelliserede rødløg og gedeost. Flere af vores tærter er også med butterdejsbund. Få masser af inspiration i tærter med gedeost.
Disse små butterdejspakker fungerer godt som en lille forret, som en snack eller som en lille tapas-hapser.
Opskriften på butterdejspakker kommer lige her.
Opskrift på små butterdejspakker med spinat og gedefriskost
TIDSFORBRUG
Måltidstype: Snack, forret, tapas
Bagetid: 20 min.
Personer: 2 – 4 (4 butterdejspakker)
Tilberedning: 15 min.
Sværhedsgrad: Let
INGREDIENSER
- 100 g Soignon gedefriskost naturel
- Ca. 200 g spinat (frossen eller frisk)
- 1 dl fløde (piskefløde eller madlavningsfløde)
- 1 æggeblomme
- 1 pk butterdej
- Salt
- Peber
FREMGANGSMÅDE
Forvarm ovnen til 180 °C (varmluft). Find en tabel til omregning til normal ovn.
Hæld spinaten i en bred gryde. Hak den evt. groft først. Lad den falde lidt sammen, hvis man bruger frisk spinat. Derefter tilsættes fløden og indkoges let, til væsken ikke løber. Smag til med salt og friskkværnet peber.
Skær den udrullede butterdej i 4 kvadrater (ca. 10 * 10 cm).
Læg én til to skefulde af den let-afkølede flødestuvede spinat på midten af alle 4 firkanter.
Skær 4 skiver af en Soignon gedefriskost naturel (vægt: 125 g). Alternativt kan du købe vores convenience-pakning med 6 * 25 gedefriskost (2 naturel, 2 med hvidløg/urter og 2 med peber). Så kan du lave 3 forskellige smagsvarianter.
Læg en skive Soignon gedefriskost ovenpå spinaten på alle 4.
Så er man klar til folde-arbejdet. Det er ikke svært og når man husker noget at lime med (æg), så bliver folderne på deres plads.
Fold de 4 hjørner af butterdejen ind over fyldet, med et let overlap, så der dannes en ny firkant.
Gentag processen med de 3 andre.
Læg de små butterdejspakker på en bageplade beklædt med bagepapir
Smør til sidst overfladen, særligt foldningerne med en sammenpisket æggeblomme.
Bag de små butterdejspakker i ca. 20 min til de er gyldne og sprøde.
Disse fine små butterdejspakker fungerer godt som en lille forret med en let spinat-salat eller som en lille snack eller tapas-hapser.
Disse vegetariske butterdejspakker kan også fungere som tilbehør til en hovedret, eksempelvis til bagt laks.
Gedialt – Bon Appetit!
#gedeostendk #Soignon #gedeost #elskergedeost
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!