En Flammkuchen opskrift med stenbiderrogn og gedeost er vores bud på en delikat forårsret.
Den Flammkuchen er (naturligvis) smurt med creme fraiche og med tynde løgskiver fordelt på den tynde sprøde bund. På toppen er der skønne skiver af Soignon økologisk gederulle. Før servering anrettes den med stenbiderrogn og et drys frisk purløg.
Stenbiderrogn er netop nu i sæson, så det er bare med at nyde det, så længe det varer. Så hvis du leder efter en (ny) ret med stenbiderrogn, så bliv hængende.
Stenbiderrogn kaldes både ’nordisk kaviar’ og til tider ’havets guld’ (ikke at forveksle med rav). Det er en delikatesse, som altid fås i det tidlige forår.
Flammkuchen er en tysk-fransk ret, der stammer fra Alsace i den østlige del af Frankrig og i det tyske grænseland. Flammkuchen er det tyskklingende navn for retten, som på fransk kendes under navnet Tarte Flambee.
En Flammkuchen / Tarte Flambee er en meget tynd pizza, hvor det karakteristiske er, at den er bagt uden gær. Så den hæver ikke op. Det er, så at sige det fransk-tyske alternativ til den traditionelle italienske pizza.
Med stenbiderrogn som en del af retten, er der næsten garanti for en æstetisk smuk servering. Således også her, hvor det igen er Julie Karla, der kan inspirere os til en ny ret med stenbiderrogn.
Her findes i øvrigt en liste med alle Julie’s retter.
Hvis du ikke kan få pizza ud af hovedet, kan du tjekke vores side Pizza med gedeost, for mere inspiration.
Ikke mere introduktion – her kommer den:
Opskrift på Flammkuchen med stenbiderrogn og gedeost
TIDSFORBRUG
Måltidstype: Aftensmad, frokostret
Bagetid: 12 – 15 min.
Personer: 2 – 4
Tilberedning: 30 min.
Sværhedsgrad: Let
INGREDIENSER
- 2 * 180 g Soignon økologisk gederulle
- 200 g renset (og saltet) stenbiderrogn
- 2 (mindre) løg (evt. rødløg)
- 250 g creme fraiche
- Frisk purløg
- Salt
- Peber
Flammkuchen dej
- 2½ dl vand
- 2 spsk Extra jomfru olivenolie
- 1 tsk salt
- Ca. 350 g hvedemel
FREMGANGSMÅDE
Hæld vand, olivenolie og salt i en skål og rør rundt. Derefter tilsættes melet lidt ad gangen imens der røres rundt.
Tip: En Flammkuchen er helt flad og sprød, og minder meget om en pizza. Men med den forskel, at der ikke er gær i en Flammkuchen dej. Den kan derfor tilberedes på ingen tid. Så hvis du ikke har tid til pizza, så lav Flammkuchen 😊
Fortsæt med at tilsætte mel indtil Flammkuchen dejen er så mel-mættet at den kan æltes.
Hæld Flammkuchen-dejen ud på bordet og ælt den grundigt igennem indtil dejen er smidig.
Læg dejen til at hvile på køkkenbordet.
Sæt en bageplade i ovnen og tænd den på 240 °C (varmluft). Den kan selvfølgelig også bages på pizzasten på grill eller i ovn. En pizzaspade er i den forbindelse en klar fordel.
Pil og skræl løgene. Derefter halveres de på langs og skæres i tynde skiver.
Skær de 2 Soignon økologiske gederuller i ca. 12 skiver.
Del Flammkuchen-dejen i to. Rul den ene helt flad på et stykke bagepapir.
Smør den med et lag creme fraiche og herefter friskkværnet peber.
Fordel tynde løgskiver og gedeostskiver rundt omkring (halvdelen af hver).
Træk forsigtigt bagepapiret over på den glohede bageplade og bag den første Flammkuchen i 12- 15 min. Den er færdigbagt når den er brun i kanterne og sprød.
Imens den er i ovnen gentages samme procedure, og den anden Flammkuchen laves efter samme opskrift.
Den første Flammkuchen tages ud af ovnen og anrettes med frisk stenbiderrogn og et godt drys purløg.
Server straks med en god salat. Evt. en spidskålssalat, hvor kålen er masseret med salt, så den minder lidt om en råsyltet sauerkraut.
Gedialt – Bon Appetit!
#gedeostendk #Soignon #gedeost #elskergedeost
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!