Salat med bagte rødbeder, grape og gedeost

Denne dejlige ‘runde’ rødbedesalat med gedeost og bagt grape er fremtryllet af Julie Karla.

Kender du det, at simpelheden og lækkerheden smelter sammen. Sådan er det med denne salat med bagte rødbeder. Udelukkende bestående af ‘runde’ ingredienser, er den tilmed æstetisk flot.

Det er Soignon økologisk gederulle, som Julie har benyttet, ligesom de fleste andre råvarer også er økologiske, når Julie er i køkkenet.

Økologiske rødbeder er generelt mindre end de konventionelle, og så er de oftest lidt blødere, når de bliver tilberedt. Så i denne salat med bagte rødbeder var de oplagte af flere grunde.

Den overskydende saft fra den bagte grape bruges for øvrigt som vinaigrette. Til slut er rødbedesalaten toppet med lækre knasende hasselnødder. Der skal ikke mere til!

Rødbedesalat kan benyttes som tilbehør eller spises som en let frokost-salat. Den fungerer også godt på madpakken.

Julie Karla bruger i denne salat bagte rødbeder. Det er ikke første gang, at Julie har tryllet med en af gedeostens bedste venner – rødbeden. Hun har nemlig tidligere lavet en skøn fransk galette med bacon, rødbeder og gedeost.

Julie fejrer faktisk et lille jubilæum med denne opskrift, når man tæller med, at hun har lavet 3 vidt forskellige tapas-opskrifter i én udgivelse. Denne salat med rødbeder, grape og gedeost er nemlig opskrift nr. 20. Se nærmere på alle lækkerierne her.

Tak for alle opskrifterne!

Se de ovenfornævnte 3 lækre tapas med gedeost og alle vores mange andre opskrifter med gedeost.

Opskrift på rødbedesalat med gedeost og bagt grape

TIDSFORBRUG

Måltidstype: Tilbehør, frokostret

Bagetid: 30 + 10 = 40 min.

Personer: 2

Tilberedning: 15 min.

Sværhedsgrad: Let

INGREDIENSER

  • 130 g Soignon økologisk gederulle
  • 4 mindre aflange rødbeder
  • Extra jomfruolivenolie
  • Salt
  • 2 små grape
  • 3 spsk sukker
  • 1 tsk finthakket frisk rosmarin (+ et par kviste til pynt)
  • 2 spsk grofthakkede hasselnødder (Piemonte)

FREMGANGSMÅDE

Forvarm ovnen til 200 °C (normal ovn). Undgå at bruge varmluft når rødbeder bages, da de nemt udtørrer.

Start med at skrælle rødbederne og skære dem i skiver (ca. 2 cm’s tykkelse). Hæld god olivenolie på og lidt salt og vend det sammen. Bag rødbedeskiverne i ovnen i ca. 30 min ved 200 °C.

Hak lidt frisk rosmarin og bland det med sukker.

Skær skrællen af grapefrugterne med en skarp kniv. Sørg for at få alt det hvide med. Skær dem derefter i skiver og læg skiverne i et stort ovnfast fad beklædt med bagepapir.

Det er en fordel at saften ikke løber ud og brænder fast på bagepladen. Men vigtigst, så skal saften senere bruges som en slags vinaigrette.

Drys nu med rosmarin-sukkeret og bag grapeskiverne i ovnen i ca. 8-10 min.

Skær 6-8 skiver af en Soignon økologisk gederulle.

Hak hasselnødderne groft.

Anret de bagte rødbeder på en tallerken sammen med grapeskiverne. Anret gedeostskiverne ovenpå og dryp den overskydende saft fra de bagte grape hen over din salat med bagte rødbeder.

Til slut drysses salaten med rødbeder med de grofthakkede hasselnødder og pyntes med lidt frisk rosmarin.

Hvis du ikke bruger afskallede Piemonte-hasselnødder, kan du med fordel bage almindelige hasselnødder i ovnen og afskalle dem i et rent viskestykke.

Det gøres ved at bage hasselnødderne i ovnen i ca. 15 min ved 150 °C (varmluft), lade dem afkøle let og derefter massere skallerne af i et viskestykke.

Servér rødbedesalaten lun som tilbehør eller som en let frokostret.

Gedialt – Bon Appetit!

#gedeostendk #Soignon #gedeost #elskergedeost

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published.