Lakseterrine er old-school, men uanset hvad en skøn lille ret. Lakseterrinen er naturligvis med Soignon gedefriskost naturel samt fløde, som de bærende elementer i terrinen.
Med et fint lag røget laks yderst og med øvrige smagsgiverne som fennikel, dild og citron er der ikke et øje tørt.
Lakseterrinen fortjener helt klart en renæssance. Lakseterrine på en bund af spinat og med rejer til, er redaktørens foretrukne anretning. Ja og HUSK naturligvis godt brød.
Lakseterrine er især velegnet som en forret. Som til de fleste (fiske-)forretter, så passer brød og smør bare rigtig godt til.
Lakseterrine er ikke svært at lave. Så hvis du ser ‘husblas’ og tænker ’Puha’, så fortvivl ej.
Husblas skal opblødes i koldt vand og bagefter tilsættes til den varme fløde. Pisk det godt sammen, så husblassen med sikkerhed er helt smeltet og integreret i fløden.
Tilsæt derefter gedefriskost lidt efter lidt, så flødemassen ikke får et for stort temperaturchok fra den kolde gedefriskost. Du kan tage gedefriskosten ud af køleskabet i god tid, så den ikke er iskold.
Tilsæt lidt ad gangen under omrøring og fortsæt indtil du har integreret det hele. Så undgår du trevler. Læs mere om generel brug af husblas.
Vi har masser af andre lækker retter med gedefriskost. Prøv eksempelvis disse Butterdejssnacks med karamelliserede rødløg eller denne Salat med squash-spaghetti og tomater.
Hvis du er blevet lun på kombinationen af gedeost, laks og spinat, så bør du prøve disse Spinatpandekage-hapsere med laks, gedeost og rødbedecreme.
Opskrift på lakseterrine med fennikel og gedefriskost
TIDSFORBRUG
Måltidstype: Forret
Bagetid:
Personer: 4
Tilberedning: 30 min.
Sværhedsgrad: Let/middel
INGREDIENSER
- 300 g Soignon gedefriskost naturel
- 1,5 dl fløde
- 5 blade husblas
- 1 tsk hakket dild
- Citronsaft
- Ca. 100 g røget laks i skiver
- Ca. 40 g fennikel (= ½ alm. fennikel) (kogt)
- Lidt hakket (rød-)løg
- Salt
- Friskkværnet 5-korns peberblanding
FREMGANGSMÅDE
Start med at rense og koge ca. en halv fennikel i letsaltet vand. Den skal være ret mør men ikke smattet.
Blød husblas ud i en skål med koldt vand. Det skal gerne stå i blød i minimum 10 min.
Hæld fløden i en gryde og varm den forsigtigt op. Den må ikke bulder-koge.
Beklæd derefter en lille rugbrødsform med husholdningsfilm hele vejen rundt, inde i formen. Sørg for at komme helt ned i hjørnerne.
Beklæd forsigtigt siderne og bunden med skiver af røget laks. Sørg for at der ikke er hul imellem skiverne. Du skal (helst) ikke kunne se husholdningsfilmen inde i formen, når du er færdig.
Skær den kogte fennikel i strimler, hak et lille løg fint og skyl og hak dild.
Vrid husblas for overskydende vand og hæld det i den varme fløde. Pisk det godt sammen til massen er helt fin og jævn.
Tilsæt derefter Soignon gedefriskost naturel lidt ad gangen (Der er 125g i en Soignon gedefriskost, så du skal bruge næsten 2 ½ pakke – gedialt!).
HUSK endelig at gøre det i etaper, så flødemassen med husblas ikke får et temperaturchok. Det er sådan et chok der kan skabe trevler, så undgå for alt i verden det. Bland det godt sammen og tag gryden af blusset.
Tilsæt derefter fennikel, løg, dild og evt. rester af den røgede laks.
Tilsæt citronsaft, friskkværnet 5-korns peberblanding og salt.
Smag til indtil der er balance mellem syre, salt og basen af fløde og ost.
Hæld blandingen i formen beklædt på indersiden med røget laks.
Stil din lakseterrine i køleskabet på en helt jævn overflade. Lad den stå på køl, gerne natten over inden servering.
Vend den ud på et fad og fjern husholdningsfilmen.
Anret eksempelvis skiver af lakseterrine på spinat eller en anden salattype (rucola) og læg skiver af citron på toppen.
Server din lakseterrine med rejer i en lille skål ved siden af og lækkert brød og smør. MUMS!
Gedialt – Bon Appetit!
#gedeostendk #Soignon #gedeost #elskergedeost
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!