Denne uges lækkerbisken på bloggen er disse skønne kartoffelrøsti med gulerødder og en skive gedeost på toppen. Derudover er der masser af friske krydderurter og æg til at binde hele herligheden sammen.
Kartoffelrøsti er meget mere, end de faktisk udmærkede varianter, som kan købes på frost i dagligvarebutikkerne. Kartoffelrøsti kan nemlig varieres i det uendelige. De kan både fungere i en blød variant og i en sprødstegt version.
Hjemmelavet kartoffelrøsti er ikke noget som redaktøren har den store erfaring med, må han erkende. Men der er ingen tvivl om at røsti kommer oftere på menuen i fremtiden.
Prøv en kartoffelrøsti som tilbehør, hvis du trænger til kartoffel-fornyelse. Det er nemt og det er hammer-lækkert.
I denne variant er der tilsat gulerødder, som tilfører lidt sødme. Derudover krydderurter og hvidløg for at give smagen et spark. Prikken over I’et er en skive gedeost på toppen, som smelter lidt i bunden, når den placeres på den varme røsti.
Man kan bruge kartoffelrøsti som tilbehør til utallige retter. Prøv denne kartoffelrøsti med gulerødder istedet for eksempelvis kartoffelbåde i ovnen. Vi har masser af andre typer tilbehør. Se flere opskrifter med gedeost i opskriftssektionen.
Opskrift på kartoffelrøsti med gulerødder og gedeost
TIDSFORBRUG
Måltidstype: Tilbehør
Bagetid/stegetid: 6 – 8 min.
Personer: 4
Tilberedning: 15 min.
Sværhedsgrad: Let
INGREDIENSER
- 100 g. Soignon gederulle
- 6 kartofler
- 2 gulerødder
- 1 fed hvidløg
- Persille
- Purløg
- 1 æggeblomme
- 2 spsk majsmel
- 2 spsk extra jomfru olivenolie
- 1 tsk Espelette peber (espelette er en chili-peber-blanding)
- Salt og peber
FREMGANGSMÅDE
Vask og skræl kartofler og gulerødder og riv det hele på et rivejern. Mas væsken ud enten med hænderne eller i en si /et dørslag.
Hak eller pres et fed hvidløg og hak ligeledes et par stængler persille og en håndfuld purløg.
Bland hvidløg og krydderurterne med olivenolie, en æggeblomme og majsmel. Ved at bruge majsmel er opskriften på røsti samtidig glutenfri.
Tilsæt salt, friskkværnet peber og Espelette peber.
Skær 4 skiver af en Soignon gederulle og læg dem til side.
Varm en pande med lidt olivenolie. Form en kartoffelrøsti ved hjælp af en spiseske og læg den på panden. Steg den 3-4 minutter på hver side.
Når dine kartoffelrøsti med gulerødder er færdigstegte, lægges en skive gedeost på hver, mens de er helt varme.
Server dine kartoffelrøsti med gulerødder og gedeost som tilbehør.
Bonus:
Disse lækre kartoffelrøsti med gulerødder kan også laves i vaffeljern. Tilsæt lidt smør, når vaffeljernet er varmt. Placer en god spiseske i midten af vaffeljernet og tilbered i 3-4 minutter. Læg en skive gedeost på dine vaffeljernsbagte kartoffelrøsti med gedeost og servér!
Gedialt – Bon Appetit!
#gedeostendk #Soignon #gedeost #elskergedeost
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!