quesadilla med kylling, ramsløgspesto og gedeost

Quesadillas med kylling, ramsløgspesto og gedeost er en super lækker lille ’hapser’. Quesadillas med kylling kan bruges både som en snack, en lille forret eller til aftensmad, hvor der serveres en salat til.

Det er altid dygtige og inspirerende Julie Karla, der står bag denne quesadilla-opskrift med kylling. Find en oversigt over alle Julie’s kreationer med Soignon økologisk gederulle.

Udover kylling, ramsløgspesto og gedeost indeholder opskriften også lynsyltede løg og æbler samt babyspinat.

I redaktørens køkken kommer quesadillas (desværre) oftest på menuen som en lille forret. For at undgå madspild, laves ofte en lille forret med gårsdagens rester. Til det formål er quesadillas genialt.

Men disse quesadillas med kylling er så lækre, at retten for fremtiden må ind på hovedrettens plads lidt oftere.

Quesadillas stammer oprindeligt fra Mexico. Quesadillas er blot én blandt mange forskellige serveringer, hvori pandekager af hvede eller majs indgår. I flæng kan nævnes tortillas, enchiladas og burritos.

Navnene varierer pga. foldning og tilberedning, men de har det tilfælles at de alle er mexicanske pandekager med fyld.

Som så mange andre populære retter fra det mexicanske køkken, er der med tiden sket en fordanskning af fyldet. Men kombinationer af flere køkkener er godt, hvis man går ind for udvikling og nytænkning.

Ramsløgene er i sæson nu, så det er bare med at komme i skoven og plukke dem.

På andre årstider kan basilikumpesto sagtens bruges i stedet, i denne lækre qusadilla-opskrift med kylling og gedeost.

Opskrift på Quesadillas med kylling, ramsløgspesto og gedeost

TIDSFORBRUG

Måltidstype: Snack, forret, aftensmad

Bagetid: 5 min.

Personer: 4

Tilberedning: 30 min.

Sværhedsgrad: Let/middel

INGREDIENSER

  • Ca. 250 g Soignon økologisk gederulle
  • 2 kyllingebryst
  • Extra jomfru olivenolie
  • Timian
  • Flagesalt
  • Friskkværnet peber
  • 8 hvedetortillas
  • 2 tsk smør
  • 4 små håndfulde frisk babyspinat

Ramsløgspesto

  • 40 g ramsløg
  • 60 g bredbladet persille
  • 40 g parmesan (fra blok af Parmigiano Reggiano eller Grana Padano)
  • 1 ¼ dl ekstra jomfru olivenolie
  • 40 g mandler
  • Ca. 2 tsk citronsaft
  • Salt

Lynsyltede rødløg og æble

  • 2 rødløg
  • ½ æble
  • 1 spsk agavesirup (akaciehonning kan bruges som alternativ)
  • 3 spsk æblecidereddike

FREMGANGSMÅDE

Begynd med at skylle ramsløg og persille godt og placer dem bagefter på et tørt viskestykke.

Fortsæt med de lynsyltede rødløg så de får mest mulig smag. Pil, skær dem i passende skiver og læg dem i en skål. Skær også et halvt æble i tynde skiver.

Rør syltelagen (agavesirup og æblecidereddike) sammen, og hæld den over løgringe og æbleskiver. Lad dem stå og trække mens du forbereder det øvrige tilbehør til denne skønne quesadilla med kylling.

Ramsløg og persille puttes i en blenderskål eller minihakker. Tilsæt parmesan i mindre stykker, masser af god olivenolie, mandler, citronsaft og salt. Blend indtil ramsløgspestoen er jævn. Brug en spatel undervejs til at skubbe ned langs siderne. Smag til og tilsæt evt. mere olivenolie, salt eller citronsaft.

Forvarm ovnen på 180 °C (varmluft). Find en tabel til omregning til almindelig ovn.

Krydr de 2 kyllingebryster med timian, salt og peber, og steg dem i olivenolie på en pande. Tag dem af, når de lige netop er gennemstegt.

Skær 15-16 skiver af ca. 1½ rulle Soignon økologisk gederulle. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og varm dem i ovnen i ca. 5 minutter eller indtil gederulle-skiverne er bløde.

Smør 4 tortillas med et tyndt lag af ramsløgspestoen.

De 2 kyllingebryster skæres i tynde skiver og fordeles ovenpå ramsløgspestoen.

Fordél derefter de varme skiver gedeost over det hele.

Drys med lynsyltede løg og skiver af æble samt en lille håndfuld frisk babyspinat.

De sidste 4 tortillas lægges på som ’låg’. Tryk dem let sammen.

Opvarm én pande (eller to, hvis du kan styre det) med lidt smør og steg dine quesadillas med kylling, ramsløgspesto og gedeost på begge sider til de er pænt gyldne.

TIP: Brug som udgangspunkt en spatel til at vende dem. Hvis det er svært, brug da 2 flade tallerkener til hjælp. Se her hvordan man ’flipper en quesadilla’.

Skær dine quesadillas med kylling, ramsløgspesto og gedeost i kvarte og servér dem straks.

Gedialt – Bon Appetit!

#gedeostendk #Soignon #gedeost #elskergedeost

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.